fredag den 29. oktober 2010

Gaupahuk, stjernehimmel og leirbål


Vi gik i et stille og roligt tempo op mod Helgastete, hvor vi skulle tilbringe den første nat. Vi tog mange små rest undervejs, så alle kunne følge med. Vi spiste lunsjpakker på en fin solskinsplet og ankom tidligt til Helgastete. Vejlederne fordelte arbejdsopgaverne således at 5 stykker havde ansvar for Gaupahuk og 2 for sankning af ved. Vejlederne holdt sig i baggrunden, og støttede vi studerende i begge processer.
Vi lavede aftensmad og havde efterfølgende bållege og quiz. Der var mange forskellige folk i gruppen, men alle bidrog til en hyggelig stemning. Vejlederne var enormt gode til at læne sig tilbage og lade gruppen fungere uden deres indblanding. Nogle sov under stjerneklar himmel, mens andre sov i Gaupahuken. En af B1´erne sagde inden han krøb i soveposen i Gaupahuken: "Jeg er godt nok imponeret, hvis jeg overlever denne her nat".

Og det gjorde han skam - heldigvis. Onsdag morgen vågnede jeg tidligt og tændte et bål sammen med en af de andre, før resten af gruppen vågnede. Efter morgenmad og pakning af lejren bevægede vi os op over Vardafjell i tiltagende tåge. Vejlederne lod på skift forskellige gruppemedlemmer styre kort og kompas, mens de holdt sig lidt i baggrunden (dog stadig med fuldt overblik over vejvalg). Vi fik desværre ingen udsigt oppe på ryggen, idet tågen blev tykkere. Men så må man tænke, at vi ikke går på tur for toppens skyld kun. Vejlederne besluttede, at vi ikke skulle gå op på Store Haugemelen som planlagt, mens i stedet gå rundt om den. Ved 15-tiden spiste vi frokost og lavede et lille bål. Derefter gik vi ned til Breidesetevatnet, hvor vi efter lidt fælles søgen i området fandt en fin lejrplads. En ny model af en Gaupahuk blev afprøvet og et fint bålsted tilrettelagt. Endnu en koseaften rundt bålet med masser af snak og sjov.

Torsdag morgen vågnede vi til en solskinsdag. Vi tog os god tid over morgenmaden, evaluerede turen og bevægede os så ned mod Kaupanger efter leirpakning. Her fandt vi ud af at bussen gik mod Sogndal en time senere, og vi tog os en slapper i solen med smågodt fra Europris og et spil yatzy.
Kl. 16.00 var vi vel tilbage i Sogndal efter en super fin tur. Jeg er sikker på vejlederne lærte en masse undervejs, men det allerbedste er nok, at alle i gruppen fik læring med sig. Nogle fik basal læring om friluftsliv, andre læring om sig selv og andre igen om vejlederrollen med dens mange facetter.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar