søndag den 10. oktober 2010

Selvforsyning og glade dage

Fem fantastiske dage på fjeldet er vel overstået.
Ser vi på den didaktiske relationsmodels "Vurdering", fik vi opfyldt de mål og ønsker, vi havde for turen.
Vi fandt i bunkevis af kantareller, som blev brugt i pastaretten. Vi fik blåbær på havregrynene og fiskede ved Fjærlandsvatnet, hvilket gav bonus for Stian i form af en fjeldørred på krogen.
Kort og kompas snakkede vi efterfølgende om, at vi kunne have arbejdet mere struktureret med. Vi krydspejlede, beregnede tidsforbrug pr. kilometer, orienterede os ofte samt gik kompasgang. Men vi byttede ikke på forreste mand i en fast rytme. Dette gjorde at ingen af os på noget tidspunkt følte os hovedansvarlige for gruppens færden, hvilket betød, at vi ikke rigtig fik prøvet at tage en beslutning om vejvalg helt individuelt. Denne læring tager jeg med mig videre, da jeg synes, det er vigtigt, at alle får prøvet denne rolle som hovedansvarlig kortlæser.

Hver aften evaluerede vi lige kort, hvad dagen havde budt på af oplevelser og udfordringer samt fik snakket vores styrker og svagheder igennem som gruppe og individer. Dette gjorde, at jeg følte, jeg lærte min gruppe rigtig godt at kende, men også at jeg fik lyst og mod til at sige fra, når jeg lurede på noget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar