Den gode vejleder

Min bedste læring fra vejlederturen er, hvor vigtigt det er at tilrettelægge information om turen og selve turen efter den gruppe, man skal have med sig. Jeg synes, at vi havde fået fin information inden turen. Men det viste sig, at for de som aldrig havde været på tur før, var der mange uklare ting. Dopapir, tallerken og bestik, godter samt fodtøj var der for eksempel ikke nævnt noget om i infopapirerne, og hvad de erfarne af os tog som en selvfølge var på ingen måde logisk for de uerfarne. Det gav stof til eftertanke i forhold til, hvor vigtig god information før turen er. Uldundertøj skal ikke bare anbefales, men være et krav så sent på høsten, og en varm sovepose og et tykt liggeunderlag er afgørende for god nattesøvn og dermed personligt overskud undervejs.

Turens længde og niveau passede flot til gruppen. Og vores to vejleder havde en god finger på pulsen f.eks. i forhold til nødvendigheden af en toptur i tåge. De fandt uden tøven en anden løsning, som gjorde dagen fin trods dårligt vejr.
I forhold til motivation fandt jeg ud af vigtigheden af at vide, hvor langt man skal gå den pågældende dag og at kunne følge lidt med på kort og kompas. Og så føles det trygt og rart, når man, før man drager afsted om morgenen, aftaler et ca. tidspunkt for lunsj, så alle ved, hvad de skal indstille sig på. Dette forebygger usikkerhed og uenigheder om noget så basal som mad.

Noget, man som vejleder også bør overveje, er, hvor meget man skal gå ind at styre arbejdsopgaver i gruppen. I en gruppe med ulike erfaringer bliver det let de mest erfarne, der tager opvasken, sanker ved, laver mad osv.. Hvis det skal være anderledes, er det vejlederens ansvar konkret at sige: "Så er der lige en opvask, der skal tages. Hvem er på?" Det er en balancegang, for det er også vigtigt, at vejlederen ikke påtager sig alt ansvaret og dermed bliver en guide for gruppen. En sådan form giver på ingen måde samme læringsmuligheder, som vejlederformen - og læring er jo netop hovedessensen af denne tur.

Én af B2´erne var rigtig flink til at inddrage viden om geologi og økologi undervejs på turen. Det gav en god stemning, at der blev fortalt små historier om forskellige planter og landskabsformer. Det gav gruppen ny viden, og ikke mindst var det en god måde at gøre naturlige små stop undervejs, så gruppen samlede de bageste op, og alle fik et lille pusterum.

Gaupahuk, stjernehimmel og leirbål

Vi gik i et stille og roligt tempo op mod Helgastete, hvor vi skulle tilbringe den første nat. Vi tog mange små rest undervejs, så alle kunne følge med. Vi spiste lunsjpakker på en fin solskinsplet og ankom tidligt til Helgastete. Vejlederne fordelte arbejdsopgaverne således at 5 stykker havde ansvar for Gaupahuk og 2 for sankning af ved. Vejlederne holdt sig i baggrunden, og støttede vi studerende i begge processer.
Vi lavede aftensmad og havde efterfølgende bållege og quiz. Der var mange forskellige folk i gruppen, men alle bidrog til en hyggelig stemning. Vejlederne var enormt gode til at læne sig tilbage og lade gruppen fungere uden deres indblanding. Nogle sov under stjerneklar himmel, mens andre sov i Gaupahuken. En af B1´erne sagde inden han krøb i soveposen i Gaupahuken: "Jeg er godt nok imponeret, hvis jeg overlever denne her nat".

Og det gjorde han skam - heldigvis. Onsdag morgen vågnede jeg tidligt og tændte et bål sammen med en af de andre, før resten af gruppen vågnede. Efter morgenmad og pakning af lejren bevægede vi os op over Vardafjell i tiltagende tåge. Vejlederne lod på skift forskellige gruppemedlemmer styre kort og kompas, mens de holdt sig lidt i baggrunden (dog stadig med fuldt overblik over vejvalg). Vi fik desværre ingen udsigt oppe på ryggen, idet tågen blev tykkere. Men så må man tænke, at vi ikke går på tur for toppens skyld kun. Vejlederne besluttede, at vi ikke skulle gå op på Store Haugemelen som planlagt, mens i stedet gå rundt om den. Ved 15-tiden spiste vi frokost og lavede et lille bål. Derefter gik vi ned til Breidesetevatnet, hvor vi efter lidt fælles søgen i området fandt en fin lejrplads. En ny model af en Gaupahuk blev afprøvet og et fint bålsted tilrettelagt. Endnu en koseaften rundt bålet med masser af snak og sjov.

Torsdag morgen vågnede vi til en solskinsdag. Vi tog os god tid over morgenmaden, evaluerede turen og bevægede os så ned mod Kaupanger efter leirpakning. Her fandt vi ud af at bussen gik mod Sogndal en time senere, og vi tog os en slapper i solen med smågodt fra Europris og et spil yatzy.
Kl. 16.00 var vi vel tilbage i Sogndal efter en super fin tur. Jeg er sikker på vejlederne lærte en masse undervejs, men det allerbedste er nok, at alle i gruppen fik læring med sig. Nogle fik basal læring om friluftsliv, andre læring om sig selv og andre igen om vejlederrollen med dens mange facetter.

Veg-glederfokus

Michael Benjamin og Thomas introducerede os for deres turplaner med et fint udprint med mål, ruteplan, info osv. De skabte en positiv stemning omkring turen og fik styr på det hele på en god og afslappet måde.
Nogle af målene for turen var veg-gleder/turglæder og leirliv med gaupahuk.
Vi var en gruppe med meget forskellige forudsætninger for at tage på tur, så jeg var meget spændt på, hvordan det ville blive at være afsted.
Dagen før vi skulle afsted, kom de sidste informationer om mat-plan samt ændret møtetidspunkt om tirsdagen. Vi drog afsted fra Sogningen kl. 10.30 med en 9-mandsgruppe + en hund, som ikke kunne være alene hjemme.

Udeskolerefleksioner

Jeg tog hjem fra de tre dage med følelsen af, at det her udeskole, det kan altså lade sig gøre. Ungerne havde taget så positivt imod vores oplæg og været mere med på vores ideer, end vi havde turdet håbe på.
Jeg lagde i løbet af dagen mærke til, at de drenge, der højst sandsynligt ville have været urolige i et klasserum, på ingen måde gjorde sig negativt bemærkede udendøre. Det er som om, at dét at være aktiv giver dem en hel anden modtagelighed for læring. Det giver stof til eftertanke.
Fem voksne til 28 børn er ikke for mange. Jeg kan godt forstå, at nogle lærere har deres bekymringer med at have en hel skoleklasse med ud alene.
Med hensyn til at være afsted tre dage i telt uden bad osv. og så alligevel være lige midt i civilisationen giver en noget anderledes turoplevelse. Jeg foretrækker, at være helt på tur eller helt hjemme. Det var lidt hyggeligt at være samlet om kvælden, men det havde også været fint at tage hjem lige at puste ud fra intensiteten.

Et tre dages projekt

De to første dage brugte vi på at bygge naturlegepladser i det store område bag skolen samt lave et undervisningsforløb, der matchede vores årgang.

Vi fik stablet en lille forhindringsbane på benene med en rokkestok, en klatrevæg, et spindelvæv samt en kastebane som forhindringer.

Det faglige hovedfokus blev lagt på fagene engelsk, norsk og samfundsfag. Med en klasse på 28 elever var det skønt at være 5 voksne. Det højeste aktivitetsniveau havde vi lagt før lunsj, mens de lidt mere stillestående aktiviteter var placeret sidst på dagen.

Eleverne var særligt vilde med skuespilsaktiviten, hvor de skulle skabe en fortælling ud fra givne rammer med bl.a. rusmidler som tema og dramatisere den. De opførte første gang stykket for halvdelen af klassen, men over middag kunne de godt tænke sig at gøre det igen for hele klassen. det gav vi dem lov til, og engagementet var kæmpe stort med kostumer af naturens materialer og alvor og fantasi godt blandet sammen.

Skønt at sende ungerne hjem med blussende kinder og i godt humør syngende en dansk børnesang, som vi havde lært dem.

Drømmen om Ronja Røverdatter

Fra en lærerstuderendes synsvinkel er udeskoleprojektet vildt interessant. At skabe et univers hvor selveste Ronja Røverdatter bliver midsundelig er vel enhver udeskolelærers drøm.
Med meget lidt information om turen på forhånd, var det svært at forvente noget. Vi anede f.eks. ikke, om vi skulle bo tæt ved skolen eller langt fra. Så med alt muligt pakket i rygsækken drog vi afsted på eventyr.

Helskindet over sprækkerne

Breturen var virkelig en vigtig øjenåbner for mig. Fra at se breen som noget farligt, man ikke behøvede at give sig ud på, har jeg nu fundet ud af, at blåisen er et helt fantastisk element, og at breen kan føre dig til steder, som du ikke anede eksisterede.

Jeg vil altid have enorm respekt for de farer, der lurer lige om hjørnet, når man færdes på breen, men jeg har taget den vigtige læresætning fra Breboka med mig: "Den dag du ikke længere frygter breen, skal du ikke begive dig op på den".

At se mange forskellige vejledertyper i aktion har givet mig en forståelse af, at jeg selv er med til at forme den vejle

der, jeg skal være. Jeg synes, jeg har fundet mange sider, jeg godt kunne tænke mig at for

me min vejlederperson med.
På sidstedagen var det fantastisk at prøve kræfter med isklatring, men jeg havde også drømt om at gå i lidt vanske

ligere terræn. Det må prøves næste gang, jeg tager på breen.

Afvekslende udviklingsdage

Efter mødet med vores meget professionelle vejledere blev jeg overbevist om, at jeg nok skulle komme levende ned fra breen, hvis bare jeg gjorde, som de sagde.

På førstedagen arbejdede vi med stegjernsteknikker. Fransk teknik og fronttaggteknik blev øvet. Og så gik vi i toulag ved brug af vandremetoden og fik sat et par enkelte isskruer.

Andendagen bød på kammeratredninger. Vi lavede hjelpetalger, selvom vi på blåis blot ville kunne have foretaget en heising.

Tredjedagen var den eneste dag, hvor vi ikke var på Nigardsbreen. I stedet tog vi til Tuftebreen, hvor vi bevægede os en del højdemeter til fods, før vi nåede til breen. Vi gik langt på breen den dag uden at være i vanskelig terræn. Her var der fokus på veivalg over breen.

På fjerdedagen kom der et regnvejr i vejen. Vi skulle have været på Fåbergstølsbreen, men pga. alpine farer herunder steinsprang, måtte vi endnu en dag på Nigardsbreen, hvilket ikke gjorde noget. Vi fik forceret en del sprækker og forsøgte os med et terræn, hvor vi som toulag måtte være opmærksom på vinkler i forhold til sprækkerne.

På femtedagen stod den på isklatring. Vi fik instruktion i samt prøvet opsætning af topanker i is + lært hvordan man laver en toubremse.

I kvælden kosede vi og nød at bo i campinghytter, hvor der var lunt og godt. At bevæge sig koncentreret og med fokus på sikkerhed og rigtig teknik hele dage tager meget energi, så jeg synes, at vi havde gode forudsætninger for læring ved at bo varmt, tørt og godt.

Skræk og rædsel

Med rystende hænder sad jeg ugen inden breturen på min seng og læste i Breboka. Alle advarsellamper blinkede rødt i forhold til turen, som lød som første del af min rejse til dødsriget. Jeg var mildest talt frygtelig bange for dette ukendte element, som senere skulle vise sig at blive vejen til en ny og spændende verden.

Jeg havde ingen erfaring med stegjernsteknik, toulag, isklatring eller redningsøvelser før turen, så jeg var meget spændt på udfordringen i at lære disse nye begreber.

Brehistorien optog mig meget og blev ligesom indgangen til at synes, at det var okay at begive sig ud på så farlig grund bare for fornøjelsens skyld.

En tur med overskud

Højfjeldsturen gav mig virkelig et billede af, at der er mange kompentencer, som kan være nyttige på tur. Så fordi man er dansker og dermed ikke født på fjeldet, behøver man ikke at føle, at man intet har at bidrage med.

Vi havde masser af overskud undervejs på turen. Dette var både pga. super godt vejr og overkommelige afstande, men også fordi vi var meget enige i gruppen, havde mange ulike kompentencer at trække på samt gav hinanden plads til forskelligheder og til bare at være. Sidstnævnte er en afgørende nøgle til succes i en gruppe. Man må forventningsafstemme før turen og give plads til forskellige ønsker, tanker og meninger undervejs - så kommer man virkelig langt uden gnidninger. Og så må man - hvis ikke det kommer naturligt - være enige om, at alle har et ansvar og skal tage ansvar. Vi var så heldige i vores gruppe, at alle tog del i fællesopgaverne og bare gik i gang med de forefaldende gøremål. FANTASTISK.

I forhold til pakning til turen blev jeg ikke overrasket over, at jeg havde en del ubrugt tøj med hjem. Man kan klare sig længe med lidt, men vi må også huske på, at vejret artede sig fint hele vejen.

Det var dejligt at være en lille gruppe afsted. Man får snakket om en masse ting, og man får prøvet en masse ting, fordi der ikke er så mange om budet f.eks. båltænding, teltopslåning osv.

En super lærerig tur at få med i sin rygsæk.

Selvforsyning og glade dage

Fem fantastiske dage på fjeldet er vel overstået.
Ser vi på den didaktiske relationsmodels "Vurdering", fik vi opfyldt de mål og ønsker, vi havde for turen.

Vi fandt i bunkevis af kantareller, som blev brugt i pastaretten. Vi fik blåbær på havregrynene og fiskede ved Fjærlandsvatnet, hvilket gav bonus for Stian i form af en fjeldørred på krogen.

Kort og kompas snakkede vi efterfølgende om, at vi kunne have arbejdet mere struktureret med. Vi krydspejlede, beregnede tidsforbrug pr. kilometer, orienterede os ofte samt gik kompasgang. Men vi byttede ikke på forreste mand i en fast rytme. Dette gjorde at ingen af os på noget tidspunkt følte os hovedansvarlige for gruppens færden, hvilket betød, at vi ikke rigtig fik prøvet at tage en beslutning om vejvalg helt individuelt. Denne læring tager jeg med mig videre, da jeg synes, det er vigtigt, at alle får prøvet denne rolle som hovedansvarlig kortlæser.

Hver aften evaluerede vi lige kort, hvad dagen havde budt på af oplevelser og udfordringer samt fik snakket vores styrker og svagheder igennem som gruppe og individer. Dette gjorde, at jeg følte, jeg lærte min gruppe rigtig godt at kende, men også at jeg fik lyst og mod til at sige fra, når jeg lurede på noget.