Årets første tur med B2 havde som mål at lære hinanden bedre at kende, anvende basisfriluftsliv, blive bedre og mere sikker i kano samt sove ude uden telt. Som erfaren kanopadler og med en del basisfriluftsliv i rygsækken, var min største udfordring helt sikkert den sociale. Som ny i klassen havde jeg stort behov for og lyst til at lære de andre at kende. Set i bakspejlet havde jeg ingen grund til bekymring - en meget imødekommende og inkluderende klasse føler jeg mig som en del af efter turen.
De to vejledere, vi havde med på tur, har en stor del af æren for bl.a. god socialisering. De lavede blandede lejrpladsgrupper, satte os i gang med at planlægge sociale lege samt lavede sjove samarbejdsøvelser på vandet. Dertil kom, at de var med til at sprede en rigtig god stemning undervejs. Jeg kunne godt have ønsket mig, at der f.eks. var blevet lavet en "regel" om, at man ikke måtte sejle med den samme person mere end én gang på turen - det havde givet anledning til snak med endnu flere forskellige.
Det virkede som om, at vores to vejledere kendte hinanden rigtig godt, hvilket gav en god ro blandt os som gruppe. Det skaber også mulighed for som vejleder at virke spontan og måske gøre noget ikke-planlagt, fordi man ved, hvad den anden vejleder plejer at gøre, og har været på turen før og kender dens facetter i detaljer.
Der var en god anvendelse af fleksibelt lederskab (model). Man må sige at gruppens forudsætninger var bedre end middel og forholdene meget gunstige og medgørlige, så det var muligt at anvende fuld vejlederstyring, vejleder og gruppe i fællesskab samt fuld gruppestyring. Når gruppen besidder stor viden, er det lærerigt, at gruppen laver udspil, der suppleres af vejleder. I f.eks. brug af kanotag, er det godt, at det er 100% vejlederstyret - ikke så meget diskussion: "Sådan her ser det rigtige taget ud!"
Små detaljer som at afholde valg med kulstifter lavet på bål, lave slalomløb i kano undervejs, tage sig en pause, når man ankommer til udgangspunktet for topturen, for at sondere terræn samt lave en gåtur til latrinen, hvor man på tilbagevejen samler gode materialer til bålet, afrunder turen på flotteste vis. Man føler virkelig at vejlederne har et mål, en masse erfaring og viden at dele ud af samt har egen praksis fuldstændig på plads. Jeg har fået sat en masse tanker i gang om min egen vejlederperson, som jeg vil tage med mig i min videre udvikling.
Kort opsummeret: En overvejet og erfaren vejleder kan gøre hele forskellen på, om turen bliver vellykket eller ej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar